
Netop hjemvendt fra besøg i Vietnam, med godt nyt med hjem. Niels Brock fik nemlig, hvad vi kom efter, og vi kan nu begynde at udvide vores asiatiske eventyr til også at omfatte Vietnam.
Hvis alt går efter planen, kan de første vietnamesiske elever begynde på en Niels Brock-uddannelse i september 2010. Morten Petersen og jeg rejste i forrige uge til Vietnam med den målsætning at gøre det Memorandum of Understanding – som jeg underskrev i september måned sammen med undervisningsminister Bertel Haarder (V) og Vietnams undervisningsminister – til virkelighed. Og den målsætning er nu nået.
Det har været en rigtig god tur. Vi har lavet en fantastisk aftale med Foreign Trade University, som har campus både i Ho Chi Minh City og i Hanoi, så vi får en partner med to udsalgssteder. Og så var det bare en super oplevelse. Vi snakkede med seks universiteter, som alle var meget interesserede i at samarbejde med os, så vi var i en god position, hvor vi kunne vælge og vrage.
Men aftalen med Foreign Trade University, som fremover skal udbyde Niels Brocks Professionsbachelor i finans, er langt fra det eneste, Morten og jeg fik med hjem fra turen til Vietnam. Vi benyttede også statsbesøget til at udvide vores netværk af erhvervsfolk i Vietnam, og til at få større forståelse for den kultur, som skolen snart bliver en del af.
Man fik jo et fantastisk indblik i den vietnamesiske kultur og i den måde, de gør business på derovre, hvilket jo er meget vigtigt, når man skal indgå i et samarbejde, og så skal vi ikke undervurdere betydningen af, at der er blevet taget masser af billeder af Morten og mig med de rigtige mennesker. Det er måske lidt svært at forstå for os, hvorfor det skulle være så vigtigt, men i en relationskultur som deres, betyder det alt, hvem du kender, og at du kan bevise det.
Besøget til Vietnam har været givet skolen uvurderlig PR. Ikke mindst takket være det danske kongehus, som var turens store trækplaster.
Den royale familie er en fantastisk døråbner. De er god reklame for landet. Alle, der er noget, vil jo gerne være nær dem, så det er klart en fordel, at de er med. De tiltrækker de rigtige personer og jeg mødte for eksempel Vietnams præsident, hvilket var fantastisk. Det er jo ikke så tit, man modtager et brev hvor der står: ”Det ville glæde præsidenten…”.
Planen for Vietnam og Niels Brocks er nu, at de sidste detaljer skal arbejdes igennem, så en endelig kontrakt kan blive underskrevet i december måned. Herefter skal vi på genbesøg i januar måned, mens repræsentanter fra Vietnam kommer til Danmark i april måned. I maj måned regner vi med, at de vietnamesiske undervisere skal modtage undervisning i at undervise på dansk maner, så de er klar til at undervise de første elever i september 2010. Hvad der skal ske herefter er endnu uvist, men der er bestemt mulighed for yderligere udvidelse.
Vi vil meget gerne udvide, så vi også udbyder andre uddannelser. De er for eksempel meget interesserede i vores it-uddannelser….. så forhåbentlig bliver det næste skridt.

0 responses so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.