IT- og Mediegymnasiet
Af Jørgen Haarder, studieretningskoordinator på medielinjen
Årets filmfestival på Niels Brocks Handelsgymnasium blev for første gang afholdt på Kultorvet i IT- og Mediegymnasiets fine, lille biograf med de stilrene og karakteristiske røde biografstole. Stemningen var cool og undertiden ligefrem magisk. Vi taler ikke om Cinema Paradiso efter kultfilmen af samme navn, men det er lige før……

De ti deltagende film kom i år fra 2. årsklasserne på medielinjen, som op til festivalens deadline havde arbejdet stenhårdt, målretttet og begejstret med produktionerne. Kreativ stress lige til det sidste.
Det var svært at udpege vindere i de forskellige kategorier, da bundniveauet i år var ualmindeligt højt. Om det skyldes de nye omgivelser på Kultorvet, de semi-professionelle mac-computere eller bare medieelevernes eget talent og store entusiasme er uvist, men godt var det.

Filmene bragte os vidt omkring i både genrer og emner. Op til flere psykologiske thrillers, kampagnespots, gangsterfilm, komedier og gysere. Her var film om net-dating, seriel killers, forsikringssvindel, finanskrise, forkælede rich kids, lejemord, venskaber, overvågningssamfundet, barndomstraumer, syndefaldet og djævelens sorte kondomer!
Årets ’Niels’ for bedste film gik til den teknisk meget sikre, men lidt kryptisk fortalte psykologiske thriller Enten-Eller med hårrejsende flashback-scener til sjælens mørke- og torturkammer. Vinderen lander imidlertid blot en hårsbredde foran film som Venner For Evigt, Jesper Netdating, The One Eyed Snake, Eksamen og den ubetaleligt morsomme genre-parodi på de amerikanske mafia-film, nemlig Badfellas. I sidstnævnte møder vi Tony-drengen, Bruno The Godfather med stor cigar og den klassiske femme fatale, Lulu Hitwoman.
Det skal bemærkes, at årets film blot var medieelevernes første produktion udover en række mindre pilot-øvelser. Deres hovedværker skal de først aflevere næste år, hvor de i 3. G skriver, filmer og redigerer de afgangsproduktioner, som de skal til mediefagseksamen i.
0 responses so far ↓
There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.