Mange danske uddannelser, der ellers er rettet mod praktisk orienterede job, er i de senere år blevet udsat for en unødig akademisering, som trækker uddannelsernes indhold væk fra det fagområde, de skulle kvalificere til. Det er som om, at teoristof skubber tilegnelsen af praktiske faglige færdigheder ud af uddannelserne. Et kendt eksempel er nyuddannede sygeplejersker, der ved mere om Habermas end om førstehjælp, og derfor for egen regning må tage førstehjælpskurser. Eller iværksætteruddannelser, hvor fokus er på innovation management, mens man intet lærer om produktion og produktudvikling.
Tilsvarende når man taler om, at erhvervsuddannelserne fortjener et statusløft, finder mange, ikke mindst skolefolk, at løsningen er mere teori og et højere niveau i betydningen mere abstrakt indhold. I stedet for at erkende, at de unge, der vælger en erhvervsuddannelse, netop gør det fordi de foretrækker praktisk orienterede uddannelser rettet mod job i erhvervslivet.
Tyveriet af de erhvervsrettede videregående uddannelser fra erhvervsskolerne er endnu et eksempel. Her er det politikerne, der fejlagtigt har fået etableret nye store multifavnende erhvervsakademier, fjernt fra de faglige uddannelser, som de er født af. Mens disse uddannelser lå hos de tekniske skoler og handelsskolerne var det bedste forsvar mod akademisering de stærke bånd, der er mellem erhvervsskoler og erhvervsliv. Nu er der fri bane for akademisering, og den er på vej – til skade for de erhvervsrettede videregående uddannelser, som erhvervslivet har taget til sig, fordi de gennem de seneste 25 år har leveret dygtige unge med relevante praktiske kompetencer, lige til at springe ind i job i virksomhederne.
Med unødig akademisering svækker vi uddannelsernes kvalitet og relevans, og vi gør de unge en bjørnetjeneste. Ingen tvivl om at tendensen til akademisering har sin rod i den opfattelse, at Danmarks tid som produktionsland er passé, og at vores fremtid ligger i at blive en nation af innovative opfindere og designere.
Heldigvis har det seneste års offentlige debat gjort op med den romantiske forestilling om, at blot vi overlader al den snavsede produktion til asiaterne og østeuropæerne – og selv koncentrerer os om udvikling og design, er vores lykke gjort. Alle ser i dag en klar sammenhæng mellem produktion og udvikling. Det er i produktionen, at en stor del af den innovative kraft ligger, blandt andet i form af dygtige håndværkere, teknikere og ingeniører tilknyttet produktionen.
Én af Danmarks styrker som produktionsland er vores små og mellemstore virksomheder. De er innovative, fleksible og kan omstille sig og styre produktionen hen, hvor behovene i global sammenhæng er. Men i stedet for at inddrage disse kvaliteter i vores uddannelser er mange mere optaget af at inddrage akademiske teorier og det er i høj grad de unge, vi svigter, fordi vi risikerer at give dem akademiserede teoritunge uddannelser, der lærer dem lidt om meget, og meget lidt om noget som helst.
Vi skal forstå produktionen
For at vores virksomheder fungerer med optimal effektivitet, kræver det, at folkene bag forstår hele processen fra ide til salg. Kun sådan kan de tilbyde den fleksibilitet, som skal gøre os specielle og konkurrencedygtige. Vi kan ikke hamle op med produktionspriserne i Kina eller i Østeuropa, men ved at forstå hele produktionsprocessen kan vi samarbejde tæt med kunder, leverandører, udviklere og marketing og sikre, hurtighed og fleksibilitet, når markedets behov skifter. Hvis vi skal være et førende vidensamfund, må vi ikke kappe båndene mellem produktion og udvikling, og det er her, vores uddannelser kommer ind i billedet.
Mindre metarefleksion og mere virkelighed
Erhvervsdrivende, teknikere, håndværkere og sygeplejersker har ikke brug for abstrakte metodeovervejelser og videnskabsteori – de har brug for at lære deres fag og at udvikle deres færdigheder i samspil med virkeligheden i virksomhederne. Sådan skaber vi forbindelse mellem uddannelse og det omgivende samfund, og sådan skaber vi vækst, innovation og produktivitet.
Ikke flere skåltaler
Noget tyder på, at man på Christiansborg er ved at indse alvoren og erkende, at vi ikke får uddannet alle ordentligt, og at uddannelserne trænger til nytænkning. Jeg hilser det nyligt nedsatte ministerudvalg velkommen. Udvalget skal se på ungdomsuddannelserne generelt, og jeg håber, at vi med dette udvalg slipper for skåltalerne – og for yderligere akademisering. Af kassedamen eller sygeplejersken forventer vi ikke en filosofisk konversation om Sokrates’ samtaleteknik henover kasseapparatet eller sygesengen. Vi forventer faglighed og god service.
